Meget mere end raceday

Igår krydsede jeg mållinien i en tid jeg ikke havde turdet håbe på. Efter et år hvor jeg til tider har betvivlet, om min krop nogensinde ville blive funktionsdygtig igen. Så igår var ikke bare en raceday, ikke bare en mållinie der blev krydset, men en dag med sejrståre og kropspower!

Den 2o juni 2017 løb jeg for første gang, siden september 2016, 3 kilometer. Siden september havde sygdom fyldt mere i mit liv end bevægelse. Min krop faldt så småt fra hinanden alle de måneder jeg var låst fast til seng og sofa. Men på trods af det, glædede jeg mig bare til igen at kunne komme igang med at bevæge mig igen. Jeg vidste godt det ville blive en hård kamp, men jeg var klar til den!

Jeg holder meget af triathlon, men havde også accepteret af 2017 ikke blev et triathlon år. For det kunne min krop selvfølgelig ikke! Men da jeg løb 3 kilometer den 20 juni ændrede jeg taktik. Jeg fik lyst til at rejse mig ved det træ hvor jeg i 2016 faldt (læs mere om den historie her)

Målet blev igen at deltage i Hillerød Triathlon. Drømmen ville selvfølgelig være at gennemfører OL-distancen, men i første omgang ville jeg bare gerne deltage. Så jeg satte stærkt ind på træningen og havde et mål. Og heldigvis reagerede mit krop helt som jeg ønskede. Jeg udviklede mig, min kondition blev bedre og bedre, og jeg begyndte igen at kunne løfte tungere. Drømmen om OL-distancen blev mere og mere virkelig.

Den 17 august 2017 deltog jeg i KMD 4-18-4 og her blev det sikkert – OL-distancen blev en realitet! Og billetten blev bestilt. Med krille i maven og stolthed i kroppen. Jeg havde på få måneder formået at gå fra at tro, at min krop aldrig ville blive god igen, til at have kropssejre dagligt!

Igår satte jeg så klar til start. På en søndag med solskin og godt humør. Og ikke mindst en krop der var SÅ klar til raceday! Jeg havde et mål der hed 4:30, en drøm der hed 4:00. Men drømmen troede jeg ikke helt selv på var en mulighed. Så jeg hoppede i vandet med tanken om, at bare det at krydse mållinien uden tvivl blev en kæmpe sejr. Tid eller ej.

Solen skinnede hele vejen og overskuddet var stort. Jeg nød den smukke udsigt på cykelruten og der blev løbet på hele løbeturne gennem skoven. Og jeg havde en rimelig god fornemmelsen med tiden, at det var gået ret godt. Men da jeg løb over målstregen og den kære mand snakkede mig i mål med tiden 3:39, ja der kom tårerne. Sejrs- og glædestårerne. 21 minutter hurtigere end den tid jeg knap havde turdet håbe på.

Igår var ikke bare en raceday og en sejr. Igår var den største kropssejr hidtil og et kæmpe kram til mig selv, om at det lykkedes. Det har været en hård kamp, men jeg har holdt ved målet og drømmen. Og at min krop belønnede mig med et overskudsrace og en fantastisk tid, det kunne ikke være bedre!

Der er sat nye mål og jeg glæder mig til endnu engang at skulle arbejde mig hen imod dem. Først skal jeg dog lige ligge her, med benene oppe. For de er en smule ømme og trætte idag. Men SÅ!

Kærlighed og kropssejre
// denhelekrop