At rejse mig ved det træ hvor jeg faldt

Jeg har et lille mål. Eller det er nok rettere et stort mål i min situation.
11 september 2016 faldt jeg ved et træ. Det træ var mit tredje triatlon ved HillerødTri. Jeg gennemførte på trods af kraftige mavesmerter. Mavesmerter der skulle vise sig at være fordi min krop var nedbrudt. Jeg var blevet ramt af mononukleose og de kraftige mavesmerter, og min krops reaktion ugerne efter, var startskuddet til mange stille måneder.
De næste otte måneder blev brugt på at sove en masse, passe på min krop og lave så lidt som muligt. Jeg var træt, havde store smerter og min vejrtrækning var stakåndet ved en almindelig gåtur. Så der blev selvsagt ikke dyrket motion, på nogle som helst niveauer.

Nu er jeg endelig på vej ud på den anden side. Jeg er begyndt at løfte vægte igen, træne thai-bo og gøre ting der indebærer en høj puls. Jeg er så småt ved at genopbygge min krop igen. Og nu har jeg en stor lyst til at rejse mig, ved netop det træ, hvor jeg faldt om for et lille år siden.

Jeg håber på at kunne deltage, nyde og gennemfører HillerødTri 2018. Hvilken distance jeg vælger betyder ikke så meget, den vurdering må jeg tage når jeg nærmer mig. Men hvor ville jeg gerne krydse den målstreg.
Ni liggende måneder har lært mig meget. Lært mig meget om mig selv, min krop og mine grænser. Men nu er jeg klar til at have fysiske mål igen. I dag har jeg ihvertfald for første gang siden 11 september 2016 løbet over 1 km. For 9 måneder siden kunne jeg ikke gå 200m uden at miste pusten. Jeg ser muligheder og drømmer allerede om målstregen.

// denhelekrop