Et mentalt pusterum i en travl børnehverdag #1

Jeg kunne skrive langt og længe om, hvorfor der skal skabes et pusterum for børn. Jeg tror ikke der er mange der kan eller vil sige mig i mod, når jeg påstår at dagens børn har travlt. Rigtig travlt. Da jeg arbejdede i institution og når jeg i dag til tider stadig arbejder med børn, er en af deres yndlingssætninger “vi har ikke travlt”. Alt i mens de kigger på mig med store øjne og spørgende siger “har vi ikke travlt?”. Som visse ordsprog siger “kærlighed for børn er tid”. Tid til at tage det roligt, tid til at tage tøj på, tid til at gå langsomt hjem fra børnehave og løfte hver en lille pind på vejen, tid til at være, tid til at …. Bare tid!

I en dagligdag har vi travlt. Der skal arbejdes, afleveres og hentes børn, handles ind, passes på ægteskab, familierelationer og venskaber. Og så skal vi selvrealisere. Og i den travle dagligdag, der vokser vores børn op. Både i daginstitutioner og i hjemmet. I travlhed. For der er altid noget nyt på programmet, noget vi skal nå eller noget vi gerne vil. Men hvornår husker vi ikke at have travlt? Hvornår husker vi at skabe et rum for børnene hvor der er ro, stilhed og tid til bare at være?

Netop det pusterum er jeg igang med at integrere i en børnehave i Glostrup. Et pusterum hvor de voksne får nogle redskaber til at skabe rummet, og børnene får en ramme hvor de ved, at her skal der være roligt og her skal der kobles af. Et rum hvor man giver børnene en gave, et redskab og en mestring – nemlig den pause og den ro som de sjældent selv tager.

I sidste uge introducerede jeg de voksne til konceptet børneyoga, børnemassage og børnemeditation. Hvorfor og hvordan. (Oplæg omkring hvorfor og hvordan følger …)
I de næste uger skal alle mine ord så praktiseres. I første omgang hvor jeg er underviseren og den voksne følger med som et af børnene. For at mærke det på egen krop. Herefter hvor den voksne på stuen er underviser, og langsomt bliver sikker i deres yogapraksis med børnene.

I dag havde jeg min første praksistime med en af stuerne. Og som altid bliver jeg fyldt med energi og med overbevisningen om, at det her uden tvivl er vejen frem. Fire børn der aldrig har mødt mig, ingen relation til mig har, møder op i rummet med et åbent sind. Jeg snakker dem langsomt igennem hvad den næste time byder og så starter vi ellers langsomt op. Og inden jeg eller børnene havde set os om, var der gået en time. En time hvor børnene havde mærket deres krop, havde koncentreret sig om stillinger og stilhed, hvor kroppen havde koblet af og deres øjne havde været lukket. En time hvor de havde fået et pusterum fra den travle hverdag de ellers er en del af. Hver dag, hele dagen <3

// denhelekrop