Når fortiden giver en mavepuster

Jeg har tidligere skrevet om, når fortiden indhenter mig. Når fortiden fylder i nutiden. Når Julie 7 år kommer på besøg (læs her). Nu har fortiden igen indhentet mig og givet mig en mavepuster. Denne gang er det single-Julie der er kommet på besøg. Og hendes kendte følelser.

For 3 mdr siden var alt ved det normale. Jeg var single, jeg var mig og det var der styr på. Pludselig vendte livet 180 grader, på den bedst tænkelige måde, og nu sidder jeg her med titlen kæreste. Og selvfølgelig ikke hvilken som helst kæreste, men ham der som gør mig lykkelig, helt-ned-i-maven-lykkelig. Alligevel gjorde min mave pludselig ondt. Der sad en stor klump og gjorde ondt. En klump fyldt med alle de følelser jeg har følt gennem mit singleliv.

Hvornår får jeg af vide at jeg ikke er god nok? Hvornår kommer beskeden om “at vi skal se andre”? Eller hvornår svarer han pludselig bare ikke mere? Hvornår beder han mig om at være en anden end mig? Hvad nu hvis han går? Hvad nu hvis jeg skræmmer ham væk, ved at være mig? Ved at vise alle sider af mig, også hende der græder og er sårbar? Hvornår …… For det må da komme? Sådan tænker single-Julie ihvertfald når hun kommer på besøg, åbnebart.

Ligesom når Julie 7 år kommer på besøg, så prøver jeg ihærdigt at løbe den anden vej. Alt i mens klumpen vokser og gerne vil anerkendes. Jeg snakker om den men uden helt at give den lov til at være der. For der er ikke plads til den, der er ikke plads til fortiden. Nu er nutiden og den er f*cking lykkelig! Men jeg ved også godt at flugten sjældent hjælper. Flugten hjælper ikke klumpen til at give slip. Det gør plads, anerkendelse og accept til de følelser.

Heldigvis hjalp universet mig lidt på vej i dag. Da jeg tidligere i dag var oppe og træne sad der en mand foran mig, med ryggen til mig. På hans bluse stod der “Du kan ikke løbe fra fortiden” …. Og det var netop den sætning jeg havde brug for. For at give plads, anerkende og acceptere at de følelser er en del af mig. Min fortid er en del af mig. Også selvom nutiden er helt-ned-i-maven-lykkelig. Jeg kan ikke løbe den anden vej, jeg kan ikke flygte. Jeg må omfavne, give plads og snakke min klump lille og væk. Heldigvis sætter fortiden døde frø. Så de vokser ikke og bliver til virkelighed. Det gør nutiden tværtimod. Og den ser stadig lys, dejlig og lykkelig ud <3

// denhelekrop