Tillykke, du er gravid. Du skal bare ikke glæde dig endnu, fordi ….

Det kan være du slet ikke er rigtig gravid. At kroppen bare tror du er gravid. Der er jo en risiko for at du aborterer. Der er jo mange flere der mister end man lige tror. Så nu må vi jo bare håbe at alt går som det skal (mellem linierne – at du ikke aborterer). Hvis alt går godt, så …. Det kan gå galt, det kan gå galt, arrrgh det kan gå galt ……

 WOOOOW! Sikke mange kommentarer omkring bekymringer jeg har måtte lytte på, alt imens jeg stod i mit livs mest magiske og lykkeligste moment. Jeg var blevet gravid. Med et kærlighedsbarn. Med den mand jeg elsker. Jeg var blevet gravid med det barn jeg har drømt om i såmange år. Som vi har drømt om sammen. Et vidunderligt planlagt kærlighedsbarn. Og så skal jeg bekymre mig om, om jeg mister det?

Jeg ved godt det er en realitet. At jeg kan abortere og miste det lille foster der ligger inde i min mave. Men hvis jeg mister, så er det fordi min krop er så klog, at den ved at dette lille foster ikke kan klare den store verden. At den ikke vil vokse sig stor, stærk og rask inde i min mave. For så genial er naturen nemlig indrettet. Vi aborterer sjældent bare fordi. Slet ikke hvis jeg som udgangspunkt er sund og passer på mig. Og selvfølgelig ved jeg da godt at denne logik vil være fuldstændig ligegyldig hvis jeg skulle miste, for så ville jeg selvfølgelig blive dybt ulykkelig! Men mine bekymringer har ikke nogen afgørende faktor på om det lille kærlighedsbarn bliver siddende.

At miste er en stor bekymring når det lille væsen er flyttet ind. Og bevares, jeg har da også tænkt tanken. Flere gange. Fordi jeg for alt i verdenen ønsker dette lille væsen. Vores kærlighedsbarn. Men det er min krop der gør alt det store og vigtige arbejde her. Min bekymring gør hverken fra eller til! Og slet ikke andres!Faktisk føles det voldsomt grænseoverskridende når folk nævner at mit barn kan dø. I hvilke andre situationer siger vi til hinanden; du skal bare vide du kan miste det mest lykkelige i dit liv nu? Tillykke med brylluppet, så må vi ikke håbe I bliver skilt. Ej, vel?

Faktum er. Jeg er bund hamrende lykkelig og sprudlende. Og jeg kan næsten ikke møde et menneske jeg har kær uden at fortælle det – JEG ER GRAVID! Og den lykke vil jeg have lov til at have, helt fra den første dag. Men på en eller anden måde føles det forkert. Fordi jeg konstant bliver mindet om – det kan gå galt, vent nu med at glæde dig. For tænk nu hvis … Jamen tænk nu hvis. Jeg føler nærmest jeg skal skamme mig når jeg fortæller folk om min graviditet før jeg er i uge 12. Men jeg forstår ikke denne uge-12-regel. For det første synes jeg det er laaaang tid at holde noget så magisk gemt – 1/3 del af processen. Og faktisk synes jeg det er synd at bekymringen omkring abort fylder mere end lykken omkring at være gravid.

Hvis jeg mister dette lille væsen inde i min mave. Så bliver jeg såked af det! Men det ville jeg også gøre hvis jeg havde lagt låg på mine følelser og ikke glædet mig. Det ville jeg også gøre hvis folk omkring os ikke vidste vi var gravide. Min bekymring giver ingen svar, og sikre mig ikke fra ikke at aborterer. Alt den gør er at stjæle lidt af min lykke. Og det samme sker når folk lige skal minde mig om at det jo kan gå galt. Tak, men nej tak! Derudover er det et meget bevidst valg, at have fortalt de fleste mennesker tæt omkring os det, inden for den første uge vi fandt ud af at vi var blevet gravide. For hvis det skulle gå galt, så har jeg brug for omsorg, støtte og forståelse. For sådan en sorg vil og skal vi ikke gå med alene. Derfor er det det mest naturlige at fortælle åbent om det. Om noget af det mest magiske og naturlige i denne verden – at der er flyttet et lille væsen ind i min mave <3

 Jeg har glædet mig fra det sekund jeg så to streger. Og jeg vil glæde mig hvert et sekund indtil andet skulle vise sig. Og hvor ville jeg ønske at vi fokuserede på glæden, livet og kroppens klogskab fremfor ”glæd dig nu ikke inden 12 uge, det kan jo gå galt.” Og at vi følte at vi kunne snakke ligeså meget om graviditet hvis det gik galt, som når det går godt. For hvorfor må folk omkring os kun kende til det lykkelige tider, og ikke de tider hvor det hele gør ekstra ondt? For nogle vil det selvfølgelig være det helt rigtige og vente. Måske endda endnu længere end de 12 uger. Men jeg oplever også at mange åh så gerne vil sige det højt, ligesom mig. en ikke gør det fordi der er opstået en uge-12-regel. Og det synes jeg er synd! For denne lykke og glæde bør ingen skulle holde inde med, hvis ønsket er at råbe det ud til verdenen. Og sådan har jeg det! Jeg kan og vil ikke sidde stille med den mest magiske tid i mit liv <3

JEG ER GRAVID OG JEG GLÆDER MIG

// denhelekrop