Det blev lige så magisk som jeg havde drømt om

Den mentale fødslen af vores lille pige startede faktisk 48 timer før hun kom til verdenen. Nemlig søndag morgen 20 november 2019. Jeg vågnede med kraftige mavesmerter. Men et helt forkert sted i forhold til en kommende fødsel. Nemlig i øverste højre side af min mave. Thomas var på weekendarbejde og min søndagsplan var at bage morgenboller og spise hyggelig morgenmad med min mor. Men én ting var sikkert – jeg kom ikke til at bage nogle former for boller. Eller lave noget som helst morgenmad for den sags skyld. Heldigvis var min mor hurtig til at komme mig til undsætning så jeg kunne få lidt at spise inden jeg ringede til fødemodtagelsen. For tænk nu hvis dagen i dag var dagen hvor vi skulle møde vores baby, så skulle jeg i hvert fald lige have lidt at spise inden! Alt imens jeg ventede på min mor tog jeg et laaaaangt varmt bad i forhåbningen om at det kunne smertelindre lidt. Men hverken varmt vand, varmepude eller dybe vejrtrækninger hjalp. Jeg måtte ringe Thomas hjem fra arbejde og søndagen skulle vise sig at blive med en indlæggelse på Hvidovre hospital.

 

Da vi ankom til fødemodtagelsen blev både jeg og vores datter undersøgt. Alt var heldigvis i den skønneste orden med vores baby inde i maven. Mit velbefindende var dog en anden sag. Blodprøver blev taget, spørgsmål stillet, scanninger bestilt og der blev mærket igen og igen på min mave. Men lige meget hjalp det, lægerne kunne ikke finde frem til hvad det var! Det eneste der slog ud var at mine levertal var en smule forhøjet men intet alarmerende. Og det eneste jeg kunne tænke var – jeg kan simpelthen ikke klare tanken om denne smerte OG veer samtidig!

Heldigvis aftog smerterne som dagen skred frem og lægerne mistænkte smerten for at have været en passerende galdesten. Om aftenen fik jeg lov til at blive udskrevet med beskeden om at hvis det vendte tilbage skulle jeg ringe med det samme og komme ind akut. Og ellers skulle vi bare møde op til det i forvejen aftalte møde næste morgen.

 

Jeg vågnede mandag morgen uden at have mærket mere til højre side af min mave og var lettet. Ingen dobbeltsmerte ved en kommende fødsel! Kl 930 havde vi en aftale på Hvidovre hospital igen da jeg var daværende tidspunkt var 41+4 og der skulle snakkes igangsættelse. Igennem hele min graviditet har jeg haft et stort ønske om at min krop selv fik lov til at gå i fødsel. Uden indblanding. Så længe at både baby og jeg havde det godt! Med det i tankerne kørte vi afsted til mødet med en klar agenda – en hindeløsning og så hjem og lade kroppen gøre sit naturlige arbejde!

 

Vi blev mødt af en skøn jordemoder som heldigvis sagtens kunne forstå vores valg. Der blev kørt målinger på baby og alt var stadig i den skønneste orden. Derudover fik jeg taget nye blodprøver i forhold til min indlæggelse om søndagen. Hun foretog en hindeløsning og det resterende forløb med møder, scanninger og målinger blev planlagt. Det hele blev lige som jeg kunne drømme om! Blodprøverne så også rigtig fine ud og vi skulle bare lige vente et øjeblik på at der kom svar på den sidste af prøverne. Så det gjorde vi. Mens vi sad og snakkede om hvor spændende det var om hindeløsningen hjalp, hvornår vi skulle møde vores lille pige og hvordan de næste dage mon ville blive. Vi var klar til at tage hjem og lade kroppen arbejde da en læge kommer og henter os i venteværelset …..

 

Da vi gik med lægen mod stuen vidste jeg godt at alt ikke længere var i den skønneste orden. Lægen var blevet sat ind i vores ønsker af jordemoderen og jeg kunne godt se i hendes blik at alt det vi lige havde aftalt var aflyst. Mine levertal var steget yderligere siden søndag aften og mine trombocytter var faldende. Åbenbart en virkelig dårlig kombi med at være gravid! Og lægen ville på det kraftigste anbefale en igangsættelse. Hun kunne selvfølgelig ikke tvinge mig, men hvis jeg valgte at sige nej tak ville hun være nødsaget til at skrive i min journal at jeg havde modsat mig lægens anbefaling. Og at hvis mine tal yderligere var hhv. steget og faldet om tirsdagen så ville fødslen af vores lille pige blive akut. Tårerne løb ned ad kinderne. Det var jo lige præcis det jeg ikke ønskede. At blive sat i gang. At min krops naturlige gøren skulle overtages af kunstige midler. Men jeg måtte også tænke logisk. Og jeg har hele tiden ønsket en naturlig start – medmindre. Og nu blev dette medmindre en realitet. Min krop begyndte at modarbejde og jeg skulle nu til at tænke på hvad vores baby havde bedst af. Og det var helt klart lidt hjælp til at sætte fødslen i gang.

 

Vi blev sendt hjem fra hospitalet med en pakke angusta-igangsættelses-piller. Den første skulle jeg tage kl 15 og så ellers en ny pille hver anden time frem til kl 5 næste morgen. Vi spiste en god frokost, gik en lang tur og jeg græd. Græd over at være endt med lige præcis det jeg ikke ønskede. Efter en fuldkommen problemfri graviditet var jeg i et øjebliks sorg over at det skulle ende på denne måde. At min krop skulle påvirkes kunstigt.

Jeg tog en pille kl 15, 17 og kl 19. Kl 20 begyndte det at værke i maven og jeg siger til Thomas at jeg vil ringe til fødemodtagelsen inden den næste pille kl 21 for lige at hører om jeg skal tage endnu en pille eller afvente. Men det spørgsmål når jeg ikke at stille for kl 20.50 går mit vand! SPLASK – lige der i sofaen. Og kort efter begyndte de første veer. Der gik ikke længe før mine veer blev kraftige og hyppige med 2-3 minutter i mellem og en varighed af 40-60 sekunder. Vi var i telefonisk kontakt med fødemodtagelsen af flere omgange. Søde, tålmodige jordemødre der tog sig tid til at snakke med gode ve-pauser i mellem. Jeg prøvede at finde ro mellem veerne og afprøvede forskellige siddende og liggende stillinger men kun én ting virkede – stående! Så min behandlerbriks blev slået op og så kunne jeg ellers stå der og arbejde med mine veer. Så her stod jeg indtil vi fik grønt lys og turen gik mod Hvidovre hospitals fødemodtagelse.

 

Jo kraftigere mine veer blev, jo mere gik jeg ind i mig selv. Med halvt-lukkede øjne, fokus på vejtrækning og ikke mindst fokus på at give slip i min krop ved hver ve. Derfor er det meste af min fødselsoplevelse også et minde om en kropsfølelse. Jeg har en ide om omgivelserne men det er meget sløret. Jeg var så meget inde i mig selv at min jordemoder sødt sagde, da fødslen var overstået, at det var dejligt at se mine øjne. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at min indadvendthed, og min kontakt til mig selv og min krop, var alt afgørende for de næste timers forløb af fødslen.

 

Jeg har ikke den store tidsfornemmelse men jeg husker at klokken var 2 om natten da jeg første gang bliver undersøgt på fødemodtagelsen. En fin hjertekurve på vores baby og 3 cm åben. Vi tilbydes at tage hjem eller komme på en latensstue. JA TAK til latensstue – jeg skulle i hvert fald ikke ud at kører bil igen. Ellers tak!

På en latensstue er der ikke tilknyttet nogen jordemoder men man er i stedet udstyret med en alarmknap. Så kan man ringe når man mener det er ved at være tid. Thomas er meget nysgerrig på hvor lang tid de forventer der kommer til at gå. Hertil lyder svaret – forbered jer på et marathon. Jeg prøver igen at finde ro liggende så jeg i det mindste kan få ro til min krop i de få minutter jeg ikke har veer. Men endnu engang må jeg overgive mig til en stående stilling. På trods af at mine ben så småt er begyndt at ryste og være en smule udmattet. Men heldigvis skulle jeg ikke stå længe på latensstuen. Veerne tager godt til i kraft og da der er gået 50 minutter må jeg be’ Thomas om at ringe på alarmklokken – jeg skal presse! Jordemoderen (og en studerende! De skal selvfølgelig lærer det hands-on, men når man har veer og er på vej i fødsel, er det ikke nødvendigvis tidspunktet hvor man ønsker at være nogens prøveklud. Efter utallige fumleforsøg måtte jeg pænt, men bestemt, sige nej tak til at den kære studerende skulle prøve noget som helst af på, og inden i, mig!) kommer ind på stuen og er meget rolige. Med tanke på at der kun er gået 50 minutter og jeg nok stadig har lidt vej til den aktive fødsel. Jeg bliver undersøgt og sørme så – 10 cm åben! Jeg ånder lettet op over at den pressetrang jeg har, ikke blot er for sjov. Og afsted går det mod en fødestue. Den søde studerende spørger mig – vil du ikke have din bluse på? Nej ellers tak, jeg vil bare gerne føde min baby. Gerne så nøgen som overhovedet muligt! På daværende tidspunkt er jeg ret sikker på at min temperatur er ved at nå kogepunktet.

 

Jeg havde et ønske om at føde på fødeklinikken. Et nyt tiltag på Hvidovre hospital hvor der er lagt fokus på at kunne føde i mere hjemmelige omgivelser. Desværre var dette ikke længere en mulighed da jeg var blevet igangsat og det hele pludselig gik hurtigt. Heldigvis er det den sødeste jordemoder der står klar til at tage imod os da vi ankommer på fødestuen. Hun skimmer hurtigt vores fødselsønskeliste og henter nogle LED-stearinlys, dæmper belysningen og gør stemningen så hyggelig som sådan en fødestue nu engang kan blive. Hendes energi og tilgang til mig var spot on. Jeg kunne ikke have ønsket mig et bedre match. Noget der igennem min graviditet virkelig har været vigtigt. At den jordemoder jeg skulle samarbejde med i mit livs krops- og livsoplevelse skulle være et godt energi-match. Og det må man sige hun var <3

 

Den første time foregår på alle fire og med fokus på at åbne op i bækkenet. Vores baby skulle lige have hjælp til at komme det sidste stykke ned i bækkenet inden den reelle pressefase gik igang. Og her sker der så det der kan ske under en fødsel. Hvor kroppen arbejder på egen hånd og har sin egen agenda. Og når man ikke har nået at få en omgang klyx …… Oh yes, lorte-barrieren mellem min kæreste og jeg blev brudt lige der. Heldigvis er jordemødre jo de mest overbærende og professionelle mennesker, så det blev hurtigt ordnet. Igen og igen. På trods af det hurtige arbejde fra jordemoderens hånd tvivler jeg på at min kæreste nogensinde glemmer det syn (og lugt). Men hey, jeg har født ham et kærlighedsbarn. Lad os håbe det fylder mere <3

 

Endelig kom tiden hvor det sidste hårde arbejde skulle sættes ind – nu skulle vores baby ud i den store verden. En fuldstændig magisk følelse at vide den sidste etape er sat ind og at vi snart skulle møde vores datter. Men det blev også en lidt hård etape. Jeg havde virkelig svært ved at trække luft ind anden og tredje gang under presseveen. Jeg havde kastet meget op både søndag pga. den eventuelle nyresten og mandag aften da veerne gik igang og det havde givet mig en noget øm hals. Det er oftest min krops måde at reagere på når noget er lidt hårdt. Jeg kastede også op de første 17 uger af graviditeten. På grund af den manglende luft havde jeg heller ikke kræfter nok igennem hele presseveen. Så til sidst skulle hun have lidt hjælp til at komme ud. Afdelingsjordemoderen blev tilkaldt og sammen med vores skønne jordemoder fik de hjulpet mig godt på vej. Først ved hjælp af et par fingre til at udvide mig lidt ekstra og senere da vores datters skulder sad fast. Alt imens afdelingsjordemoderen og Thomas holdt mine ben og stod godt imod når jeg skulle presse. Og pludselig lød de famøse ord fra jordemoderen – så er det nu Julie, kom med dine hænder og tag imod hende! Og så havde jeg hende i mine hænder og fik lagt hende op på mit bryst. Og nu sidder jeg her med tårer i øjnene mens jeg skriver dette og mindes det øjeblik hvor jeg tog imod hende. Fuldstændig magisk at få den smukkeste og mest velskabte pige lagt op på brystet. Efter 9+ måneder i min mave var hun nu endelig ude i den store verden. Hos hendes far og jeg. Og der kunne jeg åbne mine øjne op, nyde synet af min datter og min elskede kæreste og i det sekund var de sidste 9 timer glemt!

 

Kl 06.07 d. 22 oktober 2019 ankom vores datter, Vea, til verdenen på Hvidovre hospital. Og som så mange andre fødsler blev denne fødsel også helt anderledes end tænkt. Og på trods af det var det den mest perfekte og magiske fødsel jeg kunne have ønsket mig. Jeg var i kontakt med mig selv og min krop hele vejen igennem, jeg havde den skønneste jordemoder, ingen bristning og jeg blev mødt i mine ønsker med rolige omgivelser, sen afnavnling, ingen k-vitamin, ingen smertestillende undervejs eller efterfølgende og ingen syntocinon. Og selvfølgelig det største kærlighedstak til min kæreste. Som stod mig bi hele vejen igennem, hjalp på allerbedste vis og var alt hvad jeg kunne drømme om i en fødselspartner. Det gør vi gerne igen (og igen …). Næste gang måske i en hjemmefødsel. For som jordemoderen sagde – det klarede i bare hurtigt og flot! I er det perfekte par til en hjemmefødsel. Se, det var endnu et tegn på at hun var den helt rette energi til fødslen af vores datter <3

 

Hilsner fra den magiske barselsbobbel <3